31-10-2008
Ammeraal Beltech Modular – uni-chains fejrer sit 40-års jubilæum
Af Rikke Kroer Høberg
Den 1. november 1968 så Ammeraal Beltech Modular – uni-chains dagens lys for første gang. Navnet på virksomheden var dengang Bæltix og specialet var produktion af interne transportanlæg og vaskemaskiner til levnedsmiddelindustrien. Grundlæggeren Poul Erik Damkjær fik dog hurtigt øjnene op for, at de kæder som skulle lægges på transportørerne var billigere at fremstille selv frem for at købe dem af amerikanske producenter. Samtidig stod det snart klart, at kæderne havde et egentligt salgspotentiale.
Det blev startskuddet til en kædeproduktion, der erstattede fremstilling af hele transportanlæg, og potentialet viste sig hurtigt at række ud over landets grænser. Entreen på det internationale marked i 70’erne og 80’erne blev et goddag til navnet uni-chains og farvel til Bæltix, hvis danske ”æ” bød på udfordringer ved eksport til udlandet.
Med et salg af uni–chains til hollandske Ammeraal Beltech i 2007, blev virksomheden endnu en gang genstand for en navneændring. Selskabet drives i dag som Ammeraal Beltech Modular A/S, men værdien af navnet uni–chains er så stor, at det fortsat anvendes i markedsføring og branding af virksomheden og dets omfattende produktsortiment.
I rollen som 40-års jubilar, kan Ammeraal Beltech Modular – uni-chains i dag positionere sig som en af verdens førende producenter af plast- og stålkæder samt plastmodulære bånd. Plastmodulære bånd er inden for de senere år blevet det store vækstområde i virksomheden. Interne processer i en række industrier er blevet revolutioneret af mulighederne med plastmodulære bånd, og Ammeraal Beltech Modular – uni-chains leverer løsninger til en bred vifte af applikationer inden for eksempelvis pap-, automobil- og fødevareindustrierne. Omsætningen er gennem de senere år vokset med tocifrede vækstrater, og produkterne finder primært vej til kunder uden for Danmark.
Vejen til vækst sikres i væsentlig grad af et stort fokus på kontinuerlig produktudvikling og øget applikationsviden. Målet er at sikre kunderne bedre muligheder for optimering, bedre hygiejne og forøgelse af sikkerheden. Kun kundens behov inden for en given applikation eller industri definerer rammerne for nye opfindelser. I 2008 har Ammeraal Beltech Modular – uni-chains introduceret den største produktlancering i virksomhedens historie. Hele seks nye produktserier er blevet præsenteret på markedet, og bestræbelserne på at skabe innovation fortsætter, da Ammeraal Beltech Modular – uni-chains netop har lagt fundamentet til sin succes med en fleksibel markedstilgang og kundetilpassede teknologiske løsninger. Det stiller krav om løbende udvikling.
Adm. direktør Lars Bugge siger: ”Inden for segmentet plastmodulære bånd ligger der stadig en række løsninger, der blot venter på at blive opfundet. Det er afgørende for Ammeraal Beltech Modular – uni-chains, at vi fortsætter med at udvikle vores kreative mod, så vi kan levere de produktrevolutioner, der måtte efterspørges af kunderne. Det er ganske simpelt. Hvis vi skal bevare vores position blandt verdens førende leverandører af plastmodulære bånd, er det nødvendigt at have evnen til at tænke ud af boksen. Det kræver vilje og ihærdighed at skabe konstant dynamik og fleksibilitet i vores organisation. Men det baner vej for virksomhedens succes og skaber faglige udfordringer for vores medarbejdere. Forandring er kommet for at blive.”
|